Ro indeni

De stressede børn

"Tilpas forstyrrelse" taler vi ofte om i lærerkredse, men i disse tider med mange forandringer i skoleverdenen og et stadigt stigende tempo i samfundet i det hele taget kan man vist godt slå fast, at nutidens børn oplever "maksimal forstyrrelse" - hvert femte barn er i følge Stressforeningen berørt af stress - og antallet er stigende... Og stress kan ALDRIG være barnets ansvar!

Lær at give dit barn børnemassage

Flere og flere børn døjer med ”ondt i kroppen” fx mave- og hovedpine. Børn lider i dag af en række sygdomme, der i sidste instans har stress som årsag, og hvis ikke vi som voksne tager disse symptomer alvorligt, vil antallet af børn med diagnoser måske fortsætte med at stige.

Samfundsændringer, der har ført til større personlig selvstændighed og færre fælles hverdagsaktiviteter, udgør en direkte sundhedsfare, fordi vi ikke bliver rørt ved i så høj grad som tidligere. Når jeg efterlyser mere ”berøring”, så er det naturligvis underforstået, at der er tale om berøring, der overholder enhver form for etik og moral, så ingen føler sig forulempet. Forskningen har vist, at vores evne til koncentration og indlæring forbedres af nærhed og ro via berøring - stressede børn har ganske enkelt vanskeligere ved at lære end børn, der er rolige og afspændte.

Jeg trænger bare sådan til alenetid!

Jeg hører ofte mødre fortælle, at de har så svært ved at finde åndehuller, hvor de bare kan få lov til at være sig selv – uden at skulle føle dårlig samvittighed. Dette kan faktisk løses på en meget enkel facon. Hos os har vi tre heller: Når Mor drikker kaffe, når Mor har sin grønne tekop i nærheden (fx når hun mediterer eller er i karbad), og når Mor ligger i hængekøjen, så har Mor brug for alenetid – og det er okay. På denne måde lærer mine børn, at det er okay, at man passer på sig selv i en travl samtid, hvor alting går stærkt, og hvor der er mange hensyn, der skal tages.    

Og husk så lige: Den perfekte Mor/Far findes ikke – vi begår alle fejl. Alt sammen handler i bund og grund om, hvordan vi håndterer de fejl og mangler, vi hver især begår og indeholder – venlighed overfor mig selv smitter af på mine børns muligheder for at udvise venlighed og egenomsorg - overfor sig selv og andre.

Stressede unge tager præstationsfremmende midler - og ekspert(er) anbefaler hjertemedicin

I dagspressen har man længe kunnet læse, at flere og flere unge føler sig pressede ud i at skulle tage præstationsfremmende medikamenter fx Adhd-medicin for at kunne udholde den stress, der i flere og flere unges tilfælde er forbundet med det at skulle gå op til eksamen. Forleden kunne man tilmed høre en ekspert udtale sig om, at det giver god mening at give børn og unge hjertemedicin, hvis de er nervøse for eksamen. Denne udvikling bekymrer mig naturligvis, og jeg mener, at vi voksne har et ansvar for at hjælpe vores børn og unge mennesker til at udholde det pres og det ubehag, der i manges tilfælde er forbundet med at gå til eksamen, og vi har som samfund et ansvar for at justere det alt for store præstationsræs, alt for mange børn og unge oplever i dag ❤

Læs mere

Rod i hovedet

Når Stressforeningen estimerer, at hvert femte barn er berørt af stress, hver fjerde teenager føler sig stresset, at hver fjerde voksne dansker er berørt af stress dagligt, og at det forringer deres livskvalitet væsentligt, må vi een gang slå fast, at der er rod i hovedet, og vi må som samfund gøre noget andet, end det vi gør lige nu.

Idealisten i mig mener straks, vi må reformere samfundet og gøre det fordelagtigt for småbørnsfamilier at arbejde mindre, så vi på den facon måske ligefrem mindsker antallet af børn og unge med tilknytningsforstyrrelser, men det ville jo også kræve, at vi helt droppede skærmtiden med vores smartphones, ipads m.m., og det er en helt anden snak.

Realisten i mig forholder sig til den barske kendsgerning, at samfundets krav og forventninger blot stiger i takt med, at børn, unge og voksne bliver mere og mere berørte af stress, og hvis målet er, at vi kommer stressen til livs og gør noget andet, end det vi gør lige nu, finder jeg det kun rimeligt, at vi sætter målrettet ind for at lære vores børn og unge at håndtere modgang, stress, angst og hvad der ellers hører med i et samfund, der konstant er i forandring. 

Når mor bliver en Rejekælling

Vi kender helt sikkert et andet menneske, som på den ene eller den anden måde er berørt at stress, og det er bestemt ikke rart, når det er ens egne forældre, der er berørt.

De voksne omkring barnet spiller en stor rolle. Det gælder naturligvis især forældrene, men også andre nære voksenrelationer, som barnet er knyttet til. Som rollemodeller bærer de nære voksne et fælles ansvar for børns trivsel og sundhed. 

Børn lærer ved at efterligne og iagttage voksnes handlinger, vores livsstil og vores måde at håndtere vores liv (og stress) på. Hvis forældrene eller andre nære voksne lever et hektisk liv, skændes meget, er bekymrede, pressede eller stressede, så vil det uvilkårligt smitte af på børnene. Tag derfor hånd om din egen (stress)situation ved fx selv at lære at håndtere og forebygge stress.

Når Mor ikke engang kan finde ud af at passe på sig selv – hvordan skal jeg så lære at passe godt på mig selv? - refleksioner over egenomsorg

Det er mere reglen end undtagelsen, at de psykisk sårbare unge, som kommer til mig i håb om at opnå mere trivsel, selvværd og mod på at komme i gang med en uddannelse, job eller andet, der for dem måtte være relevant, har voldsomt svært ved at passe godt på sig selv. Og det er der måske en meget god forklaring på.

Arbejdsdagene bliver længere, normeringerne i institutionerne (fra vugge til krukke) skæres ind til benet – begge dele med det resultat, at de voksne omkring børnene er trætte, udkørte og fortravlede. Alting går måske mere op i praktik og ikke så meget det nødvendige nærvær.  Hvad er det egentlig, der betyder noget – at der ikke er støv i krogene, eller at dit barn, din mand eller din demente mor er blevet hørt, set og forstået i dag?

I takt med, at vi hele tiden skal effektivisere og dokumentere, oplever jeg, at kvaliteten forsvinder – og jeg finder det meget problematisk, at man fx på plejehjem for demente kun har tid til det praktiske og derfor helt glemmer, hvor vigtigt det også er, at tage sig tid til samtalen og et glas vand i ny og næ.

Hvis vi som de ansvarsbevidste voksne har alt for travlt med at rydde op og gøre rent, fordi vi oplever, det er den bedste metode til at skabe ro i vores eget kaos oppe i hovedet, alt imens vi pacificerer vores børn med de nyeste spil på Ipad’en– og det står på i længere perioder, så går det alt andet lige ud over vores børns evne til at passe på sig selv – medmindre vi er så selvbevidste, at vi er i stand til at gøre vores børn opmærksomme på den gode grund til, at ”Mor (eller Far) for tiden har voldsomt travlt med at gøre rent”. At hun faktisk på denne måde oplever mere ro i hovedet for efterfølgende at kunne være 100 procent til stede sammen med familien.

Tager børn skade af rod og en uklippet hæk?

Jeg er helt sikker på, at der er mange, der vil være uenige med mig her, men jeg vover alligevel at kaste mig ud i refleksioner over, hvor vigtigt det er, at man er i stand til at stoppe op og overveje graden af vigtighed, når man som småbørnsforældre føler, at man står i hus til halsen.

Vi valgte for mange år siden at flytte fra storbyen og ud på Lars Tyndskids marker, hvor der er ro, højt til loftet, plads til høns og en stor have, man kan lave huler i. Vi var unge, og intentionerne var de absolut bedste – huset skulle totalrenoveres, og hækken og plænen skulle være ”kronisk nyklippet”, men så fik vi børn...

Jeg kan stadig blive ramt at dårlig samvittighed (et levn fra min egen opvækst), når jeg som det første efter have passeret byskiltet støder på en ALT for høj hæk og murbrokker, der stensikkert er til stor gene for forbipasserende. Samvittigheden spiller mig også et puds, når jeg endnu engang har overset en vigtig detalje på Intra og derfor ikke har givet mit barn legetøj med på legetøjsdag osv. osv. osv., men jeg kan bare ikke nå det hele.  Indimellem får jeg et flip og beder om hjælp – Farmand kan faktisk ufatteligt mange ting, og han elsker at få ros for alt det, han kan, så indkørslen ser nogenlunde ryddelig ud, så der er styr på informationer fra skolen osv., men jeg nægter at blive den mor, som vægter (hus)facaden højere end tiden sammen med mine børn – alt det, ungerne kan være med til, er de med til, men jeg vil dog mene, det er uforsvarligt at lade en 3-årig klippe hæk.

Hvis orden i kaos er vigtigt for os voksne, så må vi i det omfang, det er muligt, tage vores børn med i de daglige gøremål – ingen børn har endnu taget skade af at hjælpe med opvasken, og det kan ligefrem være sejt at være den, der må gå rundt med støvsugeren – det handler blot om at gøre de daglige gøremål til en leg kombineret med viljen til at give slip på kontrollen, før det er de færreste børn, der ser samtlige støvpartikler på et stuegulv. Jeg har efterhånden opdraget husets gæster til at forstå, at mine børns glæde og muligheden for at skabe gode minder vægter højere end smårod og nullermænd – dog er der altid styr på de hygiejniske forhold!

Hvorfor vælger vi at få børn?

Tilbage til sagens kerne – den mulige forklaring på, hvorfor så mange børn og unge har så umådeligt svært ved at drage egenomsorg og derfor har en forøget risiko for at havne i stressreaktioner.

Jeg fik ikke børn for at have to små individer, jeg kunne parkere i sofaen med hver deres Ipad – jeg fik børn, fordi jeg gerne vil lære dem at kende og lære dem nogle forskellige veje til et rigt liv med gode minder og hensigtsmæssige livshåndteringsstrategier. Minder og mestringsstrategier opstår ikke af sig selv – de opstår i mødet med gode rollemodeller. Hvis jeg brugte al min vågne tid i hjemmet på at polere overfladen, så det så pænt ud, hvis vi (måske) fik uventede gæster, så ville jeg først og fremmest gå glip af megen latter og sjove episoder, som vi kan tale om i mange år, herudover ville jeg udvikle kronisk dårlig samvittighed over ikke at have været nærværende overfor mine børn, fordi jeg i mine tanker - måske har været optaget af, alt det jeg gerne ville nå...

Behovet for kalenderstyring er meget individuelt, og jeg giver ikke en hujende fis for skemalagt hyggetid – hygge er noget, der opstår i nuet – alene eller sammen med andre. Men hvis det er så vigtigt med nyvaskede gulve, polerede vinduer, klinisk rene overflader osv., så smid disse i kalenderen og brug resten af tiden på din familie – og dig selv.

Jeg hører ofte mødre fortælle, at de har så svært ved at finde åndehuller, hvor de bare kan få lov til at være sig selv – uden at skulle føle dårlig samvittighed. Dette kan faktisk løses på en meget enkel facon. Hos os har vi tre heller: Når Mor drikker kaffe, når Mor har sin grønne tekop i nærheden (fx når hun mediterer eller er i karbad), og når Mor ligger i hængekøjen, så har Mor brug for alenetid – og det er okay. På denne måde lærer mine børn, at det er okay, at man passer på sig selv i en travl samtid, hvor alting går stærkt, og hvor der er mange hensyn, der skal tages. 

Og husk så lige: Den perfekte Mor/Far findes ikke – vi begår alle fejl. Alt sammen handler i bund og grund om, hvordan vi håndterer de fejl og mangler, vi hver især begår og indeholder – venlighed overfor mig selv smitter af på mine børns muligheder for at udvise venlighed og egenomsorg – ovenfor sig selv og andre.

Kærlig hilsen Lise

At føle sig efterladt

Når jeg tænker på alle de situationer, vores børn i løbet af en ganske almindelig dag potentielt kan opnå følelsen af at være blevet efterladt, får jeg helt ondt i maven. Jeg er med på, hvad mine børns far mener, når han siger: "Børn skal ses og høres - men det skal de voksne også". Jeg er meget optaget af, at mine egne børn lærer at finde på lege uden voksenstyring m.m., og jeg mener, min vigtigste opgave som mor er at lære mine børn at håndtere sig selv, når tingene omkring dem ikke er helt, som de havde ønsket det. Selvberoligelse - at kunne få ro på sig selv, når ked af det heden, uroen osv. melder sin ankomst - og det gør den mange gange i løbet af en dag. Men hvordan kan jeg støtte mine børn i at finde ro i uro, så følelsen af at være blevet efterladt ikke bliver hængende, hvis jeg ikke er der, fordi jeg skal passe mit arbejde, og hvis de fantastisk dygtige pædagoger og lærere heller ikke er der, fordi de også har travlt med at passe deres arbejde? 

”Nej, det må du ikke, men prøv i stedet…”

”Nej!” er ofte genstand for diskussion, når det kommer til børneopdragelse. Jeg tror ikke, der findes én rigtig formel, da rollinger er forskellige, og jeg ville lyve, hvis ikke grænsesætning og forskellige holdninger til, hvordan vi som voksne bør gebærde os, også bliver drøftet i egne rækker. Dog oplever jeg stor værdi i at have blik for læring, erfaringsdannelse etc. i enhver sammenhæng.  

Jeg kender de sødeste mødre (og fædre), som nægter at sige ”Nej!” til deres børn, og det bevidste valg har de helt sikkert deres helt naturlige og gode grunde til, men det ændrer ikke på, at jeg har gjort mig mine egne erfaringer.

Min tese er, at rollingerne ikke behøver forkromede eller snørklede forklaringer (de har i øvrigt ofte svært ved at forstå dem i øjeblikket), men derimod alternativer og andre handlemuligheder, når de voksne siger ”NEJ!”. Vi bør som de voksne vise dem nye bedre stier, som er mere hensigtsmæssige at betræde fremadrettet.

Jeg er ikke ude efter forhandlingsbørn, tværtimod, for et nej er og bliver et nej – og det vil rollingerne opdage, når de skal ud og fungere på en arbejdsplads. Det er ret beset min ypperste opgave at lære mine rollinger at stå på egne ben – i og udenfor hjemmet.

Jeg har i efterhånden tyve år arbejdet med unge rødder, der på forskellig vis har været udfordrede, hvad angår grænsesætning – mange af de unge rødder har aldrig lært at sætte grænser, og det er i min optik problematisk, hvis man vokser op uden mulighed for at mærke egne og andres grænser. Overgreb, grov mobning, voldtægter m.m. er helt klassiske ting ”de grænseløse unge” bærer rundt på i deres rygsæk – og det gør selvfølgelig indtryk på en gammel overlærer som mig.  

Stressstatistikkerne taler deres tydelige sprog, og jeg er slet ikke i tvivl om, at megen stress ville kunne undgås, hvis vi voksne rollemodeller blev bedre til at sige fra.

Jeg vil til enhver tid sigte efter at vise mine rollinger og rødder en verden af muligheder (og ikke begrænsninger og stress), og derfor må der altid følge et alternativ sammen med et nej.

En naturlig konsekvens af denne tilgang til opdragelse vil være, at rollingernes og røddernes øjne åbnes for alternativer, der medfører en positiv feedback, der igen medfører, at rollingernes og røddernes tro på sig selv og omverdenen vokser – dette gør sig i øvrigt også gældende på enhver arbejdsplads! Glade rollinger og rødder modtager flere gengældelsessmil, og disse smil er selvforstærkende. Der kickstartes med andre ord en positiv spiral, der sparker røv, hvis man gerne vil mistrivsel til livs.

Summa summarum: Når rollingerne (og rødderne) får et nej, er tavshed eller forklaringer i min optik ikke vejen frem – giv dem et alternativ… og hvad så med respekten for autoriteter? Tja, ud fra min optik opstår respekten i det øjeblik, man forstår at handle på et nej.

Kunsten er at gøre sig selv overflødig - refleksioner over ensomhed og fællesskaber

Faktum er, at relationskompetencen er altafgørende i det professionelle arbejde med psykisk sårbare børn, unge og voksne – og mig bekendt det mest evidensbaserede arbejdsredskab. Det etiske og moralske dilemma opstår i det sekund, den fagprofessionelle skifter job, går på barsel, bliver fyret eller lign. Hvem og hvad skal så tage over i mødet med det menneske, som i forvejen føler sig isoleret for omverdenen – ensom og forladt. Ja, overskriften er ikke helt uden omtanke…  

Før Corona-krisen gjorde jeg mig følgende tanker:

Alting skal gå så stærkt – nye tider, nye hastigheder og fællesskab under opbrud

5G og deraf en masse bekymringer, der fortsat diskuteres (en diskussion som jeg ikke forholder mig til) fylder på diverse sociale platforme. Hvorfor er der ikke nogen, som forholder sig til behovet for at skulle være (endnu) mere effektiv – med 5G kan vi nå (endnu) flere ting, få (endnu) mere øjeblikkelig tilfredsstillelse, når vi streamer m.m., alt imens vi bruger oceaner af kroner og ører på kurser til ro, mindfulness, yoga etc. Virkeligheden er rent faktisk den, at vores hjerner set ud fra et evolutionært perspektiv slet ikke kan rumme den hastighed, mange i disse dage efterlyser.

Stress bliver mere og mere normalt, og samtidens rollinger er stressede, så det basker, og ud af stressen vokser angsten og større og større afstand til nærende fællesskaber, som ungerne (og vi voksne) før var en del af – fællesskaber der er under opbrud, fordi skærmafhængigheden tager over i alle aldersgrupper. Ja, der findes et hav af fællesskaber online, men det er en kendsgerning, at fx foreningslivet i disse tider lider under, at børn, unge og voksne vælger den lokale sportsforening fra – og venner mødes online.

Jeg oplever i specialundervisningen et stadigt stigende antal af unge mennesker, som kommer med etiketten ”socialangst”, men når jeg først når ind til dem og lærer dem at kende, får jeg stort set altid øje på den grundlæggende angst for at blive afvist og forladt – og der begynder at tegne sig et billede af børn og unge, som har udviklet uhensigtsmæssige strategier, der beror på undgåelsesadfærd – ungerne er ikke (nødvendigvis) socialangste, de er ”blot” utrænede i sociale sammenhænge – og det er et ansvar, der i min optik ligger hos vi voksne - og den måde vi har valgt at leve på (hjemme og i institutionerne).

Symptombehandling og ensporet undervisning

Man er begyndt at tale om ”Livsmestring” som fag i grundskolen, og som projektudvikler af lignende tiltag for de psykisk sårbare unge mennesker, som forlader grundskolen før tid, tænker jeg, at det som udgangspunkt giver god mening, men ved nærmere eftertanke ligger der implicit i ”mestring” en forventning om at være ”perfekt” til at håndtere livet, hvilket i sagens natur er en utopi – vi lærer jo hele livet, heldigvis! Derudover er det nu muligt at få gratis psykologhjælp til det eksplosivt stigende antal af børn og unge med angst og stress. Det er jo fantastisk, at det nu er muligt at få hjælp uden at skulle have tegnedrengen op af lommen, men hvorfor i alverden er der ingen, der forholder sig til, at det er symptombehandling, vi som samfund har gang i her?! Lad for pokker den symptombehandling ligge i skuffen og kig i stedet på, hvordan vi som samfund organiserer os fra vugge til krukke! Det er efterhånden veldokumenteret, hvad mangel på voksenkontakt i de tidlige børneår kan have af langsigtede konsekvenser, hvorfor voksenkontakt i de tidlige børneår må være af afgørende betydning, hvis vi vil lave så bæredygtigt et samfund som overhovedet muligt – det betaler sig ikke at spare her, tværtimod.  Vi ved, at børn er forskellige og derfor har forskellige behov – de er ikke små maskiner.

Der har i mange år været fokus på læringsstile i skolesammenhænge, og det giver (nogenlunde) mening, hvis man arbejder med faktuel viden fx at to plus to giver fire, og så længe man husker, at vores læringsstile og læringspræferencer er dynamiske og ændrer sig over tid. Virkelighedens verden er ikke skræddersyet det enkelte individ. At leve og at kunne agere i kaos kræver, at du er omstillingsparat, og omstillingsparathed opnås ikke ved, at eleverne igennem deres skoletid oplever ensporet undervisning med fokus på dem selv og egne styrkesider baseret på en mekanisk og resultatfikseret tilgang til livet. Der skal alsidighed og praksisfællesskaber til baseret på sansemæssig erkendelse og æstetisk dannelse, hvor sanseligheden og evnen til at lytte og sætte ord på egne tanker, ideer og følelser er en forudsætning for at mestre tilværelsen i det hyperkomplekse videnssamfund for derved ikke at miste sig selv, og jeg vurderer, at også de knap så stærke læringsstile skal strejfes hos den enkelte elev, så "mulighedernes potentiale" kan blomstre op.

Nutidens børn og unge (og voksne) har brug for alternativer til skærmtid, vi har brug for at lære at rumme det at gå glip af ting (JOMO modsat FOMO), vi skal have modet til at turde lave fejl, og vi skal lære at problemløse – alt sammen små skatte, der ligger gemt i kreativitetens natur, hvorfor det glæder mig, at de æstetisk-skabende fag endelig er blevet eksamensfag i grundskolen. Her er det alfa og omega, at vi minder hinanden om, at et fag som fx Billedkunst i grundskolen er lige så vigtig som ethvert andet fag, og at man har faget for at blive klogere på livet – det er nemlig en udbredt misforståelse, at man lærer ting i grundskolen ”udelukkende” fordi man skal til prøve i det. Næh nej, læring for livet må der til, og det er i min optik den enkeltes lærers ypperste opgave at (gen)finde passionen for sit fag, da spejlneuronerne sladrer ad Helvedes til!

  

Under Corona-krisen gjorde jeg mig følgende tanker:

Det er lettere at forme stærke børn - end det er at genopbygge ødelagte voksne...

Vi ved, at ungerne har brug for pauser, voksenkontakt og knap så lange skoledage – man har ligefrem kunnet måle en mærkbar effekt på trivsel i børnehøjde, men vi voksne (hjemme OG i institution) gør fortsat ungerne en bjørnetjeneste ved at bilde os selv ind, at ”alenetid” med Ipad, Smartphone eller lign. er en holdbar løsning i det lange løb. Børn er, som alle andre mennesker, flokdyr, og vi har alle sammen behov for at have muligheden for (evt. perifært) at kunne deltage aktivt i fællesskaber (udenfor skærmene), da disse fællesskaber bidrager til oplevelsen af sammenhæng og mening, som er så nødvendig i en tid, hvor alting går så stærkt.

Jeg hører ofte mig selv sige: ”Alting plejer at løse sig!”, og det er da utroligt, hvordan alting pludselig kan lade sig gøre som følge af Corona-krisen. Grænselukning, maskeforbud, håndtryk, hjemmearbejdspladser på skoleområdet og meget mere – alt sammen ting, der har været meget omdiskuteret de sidste par år – og med et trylleslag bliver tingene sat i værk eller afbrudt. Det er interessant, hvordan ting, man ellers har brugt oceaner at skattekroner på at diskutere, pludselig kan lade sig gøre. Det skulle med andre ord være muligt at handle konstruktivt på de gode erfaringer, der trods Corona-krisens frygtelige bagside trods alt er kommet ud af nedlukning af store dele af samfundet.

Drop dog den samfundsskabte forventning om, at vi voksne skal arbejde os halvt ihjel, mens vi planter vores unger ved hver deres skærm – hjemme eller i institutionen. Drag nytte af de gode erfaringer fra nedlukningen. Jeg efterlyser en ny norm, der beror sig på tid til eftertanke, ro til fordybelse og rammer der tilgodeser, at vi forældre selv kan give vores børn den omsorg og de fællesskaber, der skal til, for at vores unger lærer at regulere sig selv, indgå i sociale kontekster etc. – det koster ikke nær som meget som at genopbygge voksne, der kunne have været grebet som børn.

Min vigtigste opgave er at gøre mig selv overflødig

I min optik er der stor forskel på, om man indgår i en personlig og privat relation eller professionel relation, og tiden har lært mig, at vi som fagprofessionelle skal turde være ærlige omkring det professionelle fundament, relationen er bygget på, og det lønner sig, hvis vi som fagprofessionelle allerede fra starten er åbne og ærlige omkring det faktum, at vores vigtigste opgave er at gøre selv overflødige, hvorfor den private og personlige relation aldrig må blive det bærende element i institutionerne. Den private og personlige relation opstår, når den kommunale kontrakt ophæves – hvilket i sagens natur er tilfældet i forælder-barn-relationen (plejeforældre o.lign. når forældreevnen svigter). Vi kan have nok så kompetente pædagoger, lærere m.fl., men når alt kommer til alt, er det et forældreansvar at sikre, at vores rollinger oplever sammenhæng og mening i deres virkelighed – sammenhæng og mening via de nærende fællesskaber udenfor kommunens åbningstid.

Kærlig hilsen

Lise      

Køb min bog (Mulighedernes begrænsning) her!