ORDBLOMSTER

Selvom man udadtil er et stille gemyt, kan man sagtens være fyldt med ord - masser af ord...

Jeg skal næppe hænge mig selv ud for at være "et stille gemyt", tværtimod. men jeg har mødt SÅ mange enestående mennesker på min vej, som alle bare går og gemmer på deres ORDBLOMSTER - skøn og ofte underfundig poesi, som bare venter på at møde verden udenfor.

Siden her er til alle Jer, som har en poet godt gemt indeni, og som har brug for det kærlige puf til at komme ud med de mange ord.

Send mig jeres ORDBLOMSTER på kontakt@rebelbynature.dk.

Kærlig hilsen Lise

"Ordet skaber, hvad det nævner!"

...sådan skrev Grundtvig for mange år siden. Sidenhen opfandt sprogfilosofferne "sproghandlinger" (Speech acts). Jeg bliver ofte konfronteret med, hvordan kan du være så evig optimistisk?! Ja, folk, som kender mig, ved jo godt, at jeg er født med en god portion optimisme - og glasset vil til enhver tid være halvfyldt hos mig... At vokse op som barn og mærke, at man var et aktivt tilvalg, og når ens mor dagligt mindede een om, hvor fantastisk det er at være i live - og at man er i stand til at stå ud af sengen uden alt for mange smerter, har naturligvis meget at skulle sige, men helt grundlæggende er jeg styret af sætningen - mantraet, om man vil: "Det, jeg giver opmærksomhed, vokser!" - "Det, jeg vander (og gøder) gror!".

Herunder følger et digt skrevet af et helt særligt menneske, som jeg har mødt på min vej - jeg bøjer mig i støvet og glæder mig over, at jeg har været en del af denne rejse. Digtet er skrevet af Luise Eddau Toft.

Skyggen i mit øje

En skygge i mit øje, jeg formere uden at fortælle hvad der sker

Jeg tør ikk’ at mærke mig selv

En tikkende bombe & det hele kollapser

Jeg trækker vejret ind

Jeg trækker vejret ud

Det slår knuder i mit blod

For hvad jeg er, vil jeg forblive

Forfulgt af skyggen i livet

Lukket & slukket fraværende du så det

Den klare flamme indelukket

Dryssede aske hen ad gulvet - alle de steder hvor skyggen indåndede

I lod mig brænde

I lod mig dø

I lod mig løbe flere gange rundt om den samme sø

I gav mig hvad jeg behøvede

I gav mig hvad jeg ville

I stod troende ved min side

I gav mig plads

I gav mig rammer

Så jeg derudfra kunne udvide mine flammer

Uden at forbrænde de dansende skygger der passerer i de fremmede personligheder

Jeg kunne græde

Jeg kunne le

Lyve, en sandhed, kumuleret frekvens

Det hele kunne ske

I gav mig muligheden for at tvivle

I gav os en hånd

Når der skulle forenes

I gav mig accept

Selv med en ødelagt sjæl & lille dyster stemme

I så meget mere end de ord skyggen i mit øje formulerer

I gav mig gødning til det fundament der visnede

efter branden i mit indre

Som slog det meste ihjel

Et område hvor det er okay at være speciel

En omkreds hvor alle farver har deres sted

& hvor det er okay ikke altid at være glad

En atmosfære hvor alle skygger kan bæres & omfavnes af håb for fremtiden er et sted vi vil være’

Genskabt med dig selv, et gåpåmod hvor livet er valgt som trofæ

Et venskab med skyggen i mit øje

Et lys i socialiseringen i en turbulens af forvirring

Der står vi stærk

Hånd i hånd

Med hvad jeg var, hvem jer er & hvad jeg bliver

Forståelse for du & jeg

kan meget mere

Værktøjer til den skiftende vej vi tager & jeg efterlader ikke længere aske der hvor min skygge & jeg har været

En tro på hinanden

En tro på mig selv

I gav mig et område hvor jeg kunne udvikle at mærke glæde & værdier i den brændende sjæl

For trods skyggen i vort øje

er vi blevet til noget

vi er blevet til noget mere

noget andet

en ny version af asken der var faldet

Et spejlbillede

En refleksion

En sammenkomst af at blive til nogen

Et enkelt svar

Et enkelt håb

Som vi

Jeg & skyggen i mit øje

Stolt & smilende kan bygge videre på